Tempeh i rød karry med asparges, spirer og thai-bailikum
Aftensmad
Bælgfrugter
Vegansk mad
Vegetarisk mad
Asiatisk mad
Forårsmad
En klassisk thai-curryret, hvor asparges og tempeh udgør fyldet. Tempeh, der traditionelt fremstilles af fermenterede soyabønner – og i Norden af lupin og flækærter – har en dejlig fast konsistens, er god at riste, og gør sig særlig godt i en fyldig, aromatisk sauce som her. Pas på ikke at overdrive den røde karry.

Tempeh i rød karry med asparges, spirer og thai-bailikum
Sådan gør du
Hak hvidløget, og rist det i olien i en wok eller mellemstor gryde, uden det tager farve. Tilsæt karrypasta, korianderfrø, soyasauce, grøntsagsbouillon, ingefær i skiver, rørsukker, limesaft og kokosmælk. Lad det koge i 8 minutter.
Imens retten simrer, så skær tempeh i tern på 2 x 2 cm, og rist dem på panden i en smule olie ved svag varme, til de har en god gylden stegeoverflade på mindst to sider – ca. 5 minutter i alt. Læg på køkkenrulle.
Skær bunden af aspargesene, og skær asparges og forårsløg i 3-4 cm stykker. Vend asparges og forårsløg i retten, og lad dem simre med i 1-2 minutter. Smag til med limesaft, sukker, salt og peber en sidste gang, og vend ristet tempeh, thaibasilikum og spirer i lige før spisetid. Server med kogte ris.




