Svampebouillon med kikærter, radiser, ras el hanout og ristede løg
Aftensmad
Suppe
Bælgfrugter
Vegetarisk mad
Suppe
Kikærter
Forårsmad
Friske sprøde forårsradiser, asparges og ramsløg (hvis du har dem) møder en fyldig svampebouillon og den marokkanske krydderiblanding ras el hanout. Det giver en meget aromatisk suppe, som får substans fra kikærter og ekstra fylde i hver bid fra karamelliserede løg. Servér sprøde brødchips, croutoner eller bare friskbagt hvedebrød til.

Svampebouillon med kikærter, radiser, ras el hanout og ristede løg
Sådan gør du
Udblød kikærterne natten over eller i mindst 6 timer. Kog kikærterne i grøntsagsbouillonen i 40-45 minutter uden låg. Hvis der mangler væde i gryden undervejs, så spæd op med lidt vand – der skal være 9-10 dl suppe tilbage, når kikærterne er møre.
Skær løgene i skiver, og rist dem let gyldne i smørret. Det tager 12-15 minutter ved svag varme. Tilsæt ras el hanout og citronskal, og rist et minut mere.
Skær de nederste par cm af aspargesene fra, og kassér dem. Skær aspargesene i 1 cm tykke skiver.
Skær radiserne i kvarter, og pluk shiitakesvampene i mindre stykker. Lad svampene koge med i suppen i 2-3 minutter, og aspargesene i ½-1 minut. Når du er klar til at servere suppen, kom så radiserne i sammen med groftsnittet ramsløg, og top med de stegte løg lige før spisetid. Smag til med salt og peber.




