Spaghetti bolognese
Aftensmad
Pastaretter
Simremad
En klassiker uden lige. I vores version er der godt med grøntsager i saucen, og du kan også gå længere endnu og vende fintsnittet hvidkål eller flere revne rodfrugter i. Du kan også nemt erstatte grøntsagerne med andre, du har liggende i køleskabet – for eksempel en squash, der trænger til at blive brugt. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Det er ikke mængden af kød, der gør forskellen for en god bolognese.

Spaghetti bolognese
Sådan gør du
Varm en gryde godt op. Kom en sjat olie i gryden, og rist baconen, til den bliver gylden, og noget af fedtet er smeltet af. Nu skal kødet ristes, og hvis du vil have ekstra smag, så gør du sådan her: Skru godt op, og lige inden baconen begynder at blive for mørk, så tilsæt halvdelen af kødet, og rist det godt igennem, så det får noget farve. Vip det over i en skål sammen med baconen, og rist så anden halvdel af kødet i lidt ekstra olie ved høj varme. Kom første hold kød tilbage i gryden sammen med hakket løg og hvidløg, og steg et par minutter.
Skær gulerødder og blegselleri i tern, og tilsæt dem sammen med chili, laurbærblade, oregano, timian, rosmarin, flåede tomater, tomatpuré og ½ liter vand. Bring i kog, skru ned, og lad det simre ved svag varme i 1 time, til sovsen er tæt og koncentreret, og kødet er mørt. Den lange tilberedningstid er lig med smag! Smag til med salt og peber.
Kog spaghettien efter anvisningen på posen, og si vandet fra. Spis med kødsovsen og revet parmesan på toppen.



