Rugbrød med gule rosiner, brændevin, fennikelfrø og kandiseret appelsin
Snacks
Tilbehør
Aftensmad
Morgenmad
Frokost
Laktosefri mad
Vegansk mad
Vegetarisk mad
Julemad
Dansk mad
Vintermad
Efterårsmad
Et mørkt og groft rugbrød med frugtige toner, fennikelaroma og en dyb smag fra hasselnødder. Alkoholen fra brændevinen er fordampet i det færdige brød, men smagen kan fornemmes. Du kan sagtens bruge det som allroundrugbrød, og det er også rigtigt godt ristet.

Rugbrød med gule rosiner, brændevin, fennikelfrø og kandiseret appelsin
Sådan gør du
Dagen før
Rør surdej, rugmel og vand til rugsurdejen godt sammen i en passende beholder. Lad den stå på køkkenbordet overdækket, men ikke med et tætsluttende låg.
Sæt rugkernerne i blød i vand på køkkenbordet.
Bland også rosiner med brændevin og vand, og stil det ligeledes på køkkenbordet.
På dagen
Nu er du klar til at blande brøddejen: Rør surdej, iblødsatte kerner og vand sammen, og tilsæt maltmel, rugmel og salt. Brug gerne spatelværktøjet på en røremaskine. Tilsæt fennikelfrø, kandiseret appelsin, hasselnødder og rosiner, og ælt det hele sammen, indtil ingredienserne er jævnt fordelt.
Smør en rugbrødsform på ca. 3 liter, og fordel dejen i formen. Lad den hæve på køkkenbordet, indtil dejen er 1 cm fra kanten og har små, sorte huller i overfladen – det tager typisk 4-5 timer. Du kan også lade dejen hæve natten over i køleskabet.
Bag rugbrødet ved 180°, indtil det er 97° i midten – det tager ca. 60-80 minutter. Bag det gerne med damp, hvis du har mulighed for det. Lad brødet køle helt af, inden du skærer i det.




