Rosinboller
Friskbagte lune rosinboller er helt perfekt til både de mindstes fødselsdage og mange andre hyggelige stunder. De bløde luftige rosinboller med et hint af kardemomme smager fantastisk i sig selv, men et lille lag smør gør underværker.

Rosinboller
Sådan gør du
Lun mælken let (35-40°), og opløs gæren heri. Bland blødt smør, sukker og salt i mælken, rør godt rundt, og bland herefter mel og krydderier i.
Tilsæt til sidst æggene, et ad gangen, og ælt dejen godt igennem. Vent med at tilsætte rosinerne – dem kommer jeg tilbage til.
Sæt dejen på køkkenbordet, dæk med et viskestykke, og lad den hæve i ca. 1 time. Sæt rosinerne i blød i vand imens; det gør, at de ikke bliver brændte, når bollerne bages. Hæld vandet fra rosinerne, og ælt dem ind i dejen.
Form dejen til 15-20 boller, sæt bollerne på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve til dobbelt størrelse. Pensl så bollerne med sammenpisket æg.
Bag bollerne ved 220° i 6-7 min., til de er helt gyldne. Tag bollerne ud, og lad dem afkøle let på en rist. Server bollerne med lidt smør til – intet andet.
Bollerne er bedst på bagedagen, men kan du ikke spise dem alle, kan de fryses og tages ud, efterhånden som du skal bruge dem.




