Lun torskerogn med rødder og gurkemeje-mayo
Salat
Frokost
Catering
Dansk mad
Fiskeretter
Efterårsmad
Vintermad
Denne salat er en udvidet version af rugbrødsmaden med torskerogn. Hjemmekogt torskerogn bliver akkompagneret af rodfrugter, rugbrødsknas og mayonnaise tilsmagt med gurkemeje. En skøn salat, lidt udover det sædvanlige.

Lun torskerogn med rødder og gurkemeje-mayo
Sådan gør du
Torskerogn
Start med at forkoge torskerognen. Bring vandet i kog med salt, dild og citron-ender. Kog torskebukserne ved svag varme i 10–12 minutter, så de er faste, men stadig rå indeni. lad dem blive i vandet, til du skal bruge dem.
Rødder og salat
Rengør og skræl alle grøntsagerne
Skær sellerien i små tern, og kog dem i 2–3 minutter i letsaltet vand. Skær gulerødderne i så tynde skiver som muligt enten på mandolinjern eller i hånden, og kom rødderne i koldt vand. Skær rødløg og bladselleri i fine skiver, og pluk icebergsalaten groft. Skyl sennepssalaten, og slyng den tør i en salatslynge eller et viskestykke.
Sprødt rugbrød
Tænd ovnen på 120°.
Kom brødene på en bageplade med bagepapir, og pensl dem grundigt med olivenolie. Giv hvert stykke brød et drys salt, og bag dem i ovnen til de er supersprøde, det tager ca. 20–25 minutter, men er helt afhængigt af tykkelsen på brødet.
Gurkemeje-mayo
Kog ægget kort, i tre minutter.
Pil ægget, og kom det i et glas, der passer til din stavblender.
Tilsæt koldpresset rapsolie, citronsaft, fløde, sukker og gurkemeje, og blend 'mayoen' gul og glat. Smag til med salt og peber.
Samling
Tag torskebukserne op af vandet, pil den yderste hinde af, og skær bukserne i ca. 1 cm tykke skiver.
Vend skiverne i mel, rist dem i lidt olie og smør på en pande, til de er gyldne, og krydr undervejs med salt og peber.
Fisk nu gulerødderne op af vandet, kør dem tørre på en salatslynge, og vend dem med selleriternene, klippet karse, lidt olie og citronsaft, og krydr med salt og peber.
Anret sellerisalaten på et stort fad sammen med hovedsalat, sennepssalat, løg, bladselleri, lun torskerogn og rugbrødsflager.
Dryp gavmildt med gurkemeje-mayo, og servér resten i en skål ved siden af.




