Knuste bagte kartofler med svampe, savoykål, nødder og rød quinoa
Aftensmad
Tilbehør
Vegetarisk mad
Dansk mad
Efterårsmad
Vi er ikke langt fra brændende kærlighed her, men med en mere karakterfuld kartoffelkompot frem for den cremede kartoffelmos og med stegte svampe, kål og quinoa på toppen. Den hårdt stegte savoykål får masser af smag og bliver fuldendt af en glasering i æble og peber. Det her er rustik mad i sit udseende, men det trykker på alle smagsknapperne.

Knuste bagte kartofler med svampe, savoykål, nødder og rød quinoa
Sådan gør du
Æblereduktion med sort peber
Hak løg og hvidløg fint, og kom dem i en gryde sammen med de andre ingredienser. Kog ved svag varme, til der er 2 ½ dl tilbage – det tager mindst 30 minutter. Opbevar i en lukket beholder i køleskabet.
Knuste bagte kartofler
Rist hasselnødderne på en tør pande eller i ovnen, til de dufter kraftigt og har fået lidt farve. Hvis de har de brune hinder på, så gnub dem af i et viskestykke efter ristning – det gør ikke noget, der hænger nogle ved. Hak dem groft og sæt dem til side.
Snit løgene groft. Kom dem i et ovnfast fad sammen med skrubbede – ikke skrællede – kartofler, og vend det hele med halvdelen af olivenolien og lidt salt. Bag i ovnen ved 180° i 35 minutter, til kartoflerne er helt møre.
Kog imens quinoaen i letsaltet vand i 16-18 minutter, gem ½ dl af kogevandet, og si resten fra. Mos kartoflerne groft med en grydeske, og vend dem med de kogte quinoa, lidt af kogevandet herfra og resten af olivenolien. Smag til med salt og peber.
Snit savoykål og svampe groft, og hak hvidløget fint. Varm en pande op med et par spsk. vindruekerneolie. Når olien er meget varm, så rist svampe, kål og hvidløg i et par minutter – og gerne ad et par omgange. Kom ca. 1 dl æblereduktion på panden de sidste 15-20 sekunder af stegningen.
Kom de ristede og glaserede kål og svampe oven på kartoflerne, og dryp med resten af æblereduktionen. Drys med grofthakkede hasselnødder, og servér.




