Flækærte-daal med lynstegt rødkål og hvidløgssmør
Aftensmad
Bælgfrugter
Vegetarisk mad
Mellemøstlig mad
Gryderetter
Simremad
Flækærter
Vintermad
Efterårsmad
De fleste forbinder daal med linser, men i Indien og Pakistan laves retten også med andre bælgfrugter som ærter, kikærter og bønner. Her er det en af de nordiske – og hurtigt kogte – bælgfrugter, der bruges, i en mildt krydret udgave med kål på toppen. Kog gerne flækærterne på forhånd, så sparer du ekstra tid på dagen. Spis ristet fladbrød og evt. chutney til.

Flækærte-daal med lynstegt rødkål og hvidløgssmør
Sådan gør du
Daal
Kog ærterne i 1,2 liter letsaltet vand i 20-25 minutter, til de er møre, men stadig intakte – kogevandet skal bruges. Hvis du koger dem i god tid, så opbevar dem i en lukket beholder i kogevandet i køleskabet (op til 5 dage).
Snit løgene i tynde ringe. Varm en gryde op til mellemvarme med olien, og rist løgene, til de er gyldne og let karamelliserede – mindst 10 minutter. Jo mere tålmodig du er med denne proces, des mere smag. Hvis løgene er ved at brænde på, så giv dem en skefuld vand.
Tilsæt revet hvidløg, ingefær og chilipulver, og rist videre i et par minutter. Kom de forkogte ærter i sammen med 7 dl af kogevandet, de flåede tomater, spidskommen, gurkemeje og garam masala. Simrekog, til væden er kogt lidt ind omkring ærterne – ca. 6-8 minutter. Hvis retten bliver for tør i det, så tilsæt lidt vand. Rør til sidst smørret i, og smag til med salt og peber.
Rødkål og hvidløgssmør
Imens daalen koger, så skær kålen groft, og kom den i en gryde sammen med 1 dl vand. Lad den dampe under låg, til kålen er mør – ca. 8-10 minutter. Kom derefter smør og revet hvidløg i gryden, og vend rundt. Smag til med salt og peber.
Servér kålen og hvidløgssmør oven på daalen.




