Svampecurry med spinat og ramsløg
Aftensmad
Vegetarisk mad
Forårsmad
Kødfulde svampe og masser af spinat i en simpel men intens karrysauce. Ramsløg giver et let hvidløgs- og urtepræg. Har du ikke dem ved hånden, vil lidt ekstra hvidløg og et drys koriander, persille, kørvel eller fintsnittede forårsløg også løfte retten. Spis kogte ris eller korn til, og evt. mangochutney og yoghurt rørt med en knivspids salt.

Svampecurry med spinat og ramsløg
Sådan gør du
Kom grofthakket løg og hvidløg i et glas, der passer til din stavblender. Blend til en fin løgpuré, og kom denne i en mellemstor gryde sammen med karrypulver og smør eller olie. Rist ved lav varme i 5-6 minutter, til løgpuréen reducerer en smule. Tilsæt flåede tomater, grøntsagsbouillon og fløde, og simrekog i 10-12 minutter.
Varm en pande op med en sjat olie, til den er meget varm, og rist champignoner skåret i halve eller tykke skiver i 3-4 minutter, til de får lidt farve. Krydr med lidt salt, og kom dem i saucen sammen med optøet spinat, som du lige har presset mellem hænderne over håndvasken. Hvis du bruger frisk spinat, skal den bare i, som den er. Kog igennem i et minuts tid, og smag så til med limesaft, salt og peber. Vend ramsløgene i gryden, og servér.



