Pandekager med urtesukker og citron
Hvidtøl, som i den mørke variant sælges i julen som nisseøl, giver pandekagerne her en ganske let bitterhed og humlearoma. Hvis du vil have mere af den karakter, kan du udskifte noget af mælken med mere hvidtøl. Urtesukker og citron giver pandekagerne en skøn friskhed, måske som alternativ til æbleskiver.

Pandekager med urtesukker og citron
Sådan gør du
Slå æggene ud i en skål og pisk dem godt sammen med både mælk og hvidtøl. Bland sukker, salt, kardemomme, citronskal og hvedemel i en skål, så du har det klar. Smelt smørret i en kasserolle. Pisk melblandingen i mælke-æggeblandingen, indtil den er helt klumpfri, og rør til sidst det smeltede smør i.
Bag tynde pandekager på en varm pande med lidt brusende smør.
Urtesukker
Bland sukker og citronmelisse i en morter eller en lille blender, og arbejd det sammen til et grønt sukker. Justér med lidt mere sukker, hvis urtesukkeret virker for fugtigt.
Spis de lune pandekager med urtesukker og citronsaft.




