Kalvespareribs i øl
Aftensmad
Catering
Gryderetter
Kødretter
Simremad
Spareribs skal helst være både sure, søde, salte og lidt stærke, så derfor er der både øl og frugteddike, honning, salt og masser af sort peber i marinaden til de her af slagsen. Her er det lidt utraditionelt ribs fra kalv, så du bør ringe til din slagter i forvejen, og sikre dig, at han har dem. Server dem med en frisk fennikelslaw med brombær.

Kalvespareribs i øl
Sådan gør du
Kalvespareribs
Salt gerne ribbenene natten over – de må også gerne marinere natten over, hvis det er muligt. Ellers så nøjes med at drysse dem med salt, og lad dem stå i 10 minutter, mens du laver marinade . Tænd for ovnen på 140°.
Pil hvidløgene, og knus dem i en hvidløgspresser, eller riv dem på et fint rivejern. Rør hvidløg, knust peber, fennikelfrø, eddike, øl og honning sam- men til en marinade. Gnid marinaden grundigt ind i ribbenene, og kom dem i en stor bradepande, der passer til din ovn – hæld resten af marinaden rundt om ribbenene. Dæk kødet med alufolie, sæt dem i den varme ovn, og steg dem i 2-2½ time, til kødet begynder at slippe benene.
Tag folien af, og skru ovnen op på 175°. Giv ribbenene yderligere 25-35 minutter, og vend dem undervejs, så kødet får en flot bruning i den sidste del af stegetiden.
Fennikelslaw
Vask fennikelknoldene, og snit dem fint på et mandolinjern, og kom skiverne i koldt vand for at gøre dem ekstra sprøde. Rør mayonnaise og yoghurt til en dressing sammen med sennep, citronskal og -saft, og smag til med salt og peber. Tilsæt evt. også lidt sukker for at runde smagen.
Pluk bladene af bronzefenniklen, snit stilkene fint, og bland begge dele ned i dressingen. Skyl brombærrene. Dræn vandet fra fenniklen, og tør den i salatslyngen el- ler et viskestykke. Vend den sammen med dressingen og bronzefenniklen. Smag til med salt og peber.
Lige før du skal spise, vender du forsigtigt brombærrene i fennikelslawen. Spis ribbenene med fingrene sammen med fennikelslawen og et godt brød.




