Thaikøkken
Retter og ingredienser fra de thailandske gadekøkkener har fundet vej til hele kloden, og thailandske restauranter – i og uden for oprindelseslandet – stormer op ad listerne over verdens bedste. Selvom mange af smagene er velkendte, er det de færreste af os, der kan jonglere ubesværet med wok og fremstille vores egne thailandske curry pastes, supper og dressinger fra bunden – så de har den helt rigtige og uimodståelige balance af umami, aroma, syre, sødme og styrke. At gøre dig i stand til det – uden at gribe ud efter glasset med grøn karry fra supermarkedet – er missionen på dette kursus.
