Meyers bagekursus: Croissanter og wienerdeje
På dette syndige kursus, hvor vi ikke sparer på hverken smørret, chokoladen eller marcipanen, får du hemmelighederne bag to alsidige dejtyper: Croissantdejen og wienerdejen. Med de to dejtyper som grundstof bager vi en række forrygende variationer, fra ikoniske stykker bagværk som croissanter og tebirkes til mere særlige, som de saftige og let syrlige æblecroissanter. Du bliver i stand til at rulle en perfekt lamineret dej, der giver den karakteristiske, flagede og saftige karakter, der gør croissant- og wienerbagværk så uimodståelige, og du får alle vores teknikker til formning, foldning og bagning.
