Nyt, gratis opskriftshæfte med grønne livretter
I dagene 2. - 4. september lagde Tangkrogen i Aarhus rammer til Danmarks største festival om mad – Aarhus Food Festival, der bød på tre dage med inspiration, madglæde og spiselige oplevelse. Selv bidrog vi med en grøn masterclass, hvor vi fra scenen ”Fælleskøkkenet” delte tips og tricks til et grønnere hverdagskøkken. Hvis du ikke selv var til stede i Aarhus, kan du nedenfor downloade opskriftshæftet ”Grønne genveje”, som deltagerne kunne tage med hjem.
Lørdag 3. september indtog Martin Bang Sinlan Jensen, køkkenchef hos Meyers i Aarhus og Bo Frederiksen, erfaren gastronomisk rådgiver hos Meyers Madhus i København, Fælleskøkkenet til Aarhus Food Festival. Her gav de to en times kondenseret grøn inspiration til at skabe smagstætte, umamifyldte hverdagsretter med grøntsagerne som hovedperson. Kokkene kogte 30 års erfaringer ned til konkrete redskaber, som gav inspiration til at prøve kræfter med et grønnere og mere bæredygtigt køkken derhjemme.
Prøv selv de grønne opskrifter af
Har du selv fået lyst til at give dig i kast med de grønne livretter, så kan du hente opskrifthæftet ’Grønne genveje’ her til højre.
“ Smag er afgørende i at få grønnere mad på tallerkenerne, for hvis ikke det grønne smager himmelsk, gider ingen spise det
Bo Frederiksen, gastronomisk rådgiver hos Meyers Madhus
Vi skal genlære at lave mad
Masterclassen til Aarhus Food Fest lægger sig i slipstrømmen af vores mange øvrige initiativer, der skal udbrede kendskabet til grøn mad og give danskerne endnu bedre forudsætninger for at minimere kødet på tallerkenen.
Det grønne køkken
Få velsmag ud af sæsonens grøntsager
Året rundt er det muligt at deltage i madkurser i Meyers Madhus. Her inviterer vi bl.a. indenfor i det grønne køkken. Få inspiration til velsmagende, varierede og farverige grønne måltider, og lær grundteknikker i det grønne køkken. Maden på kurset er 100% plantebaseret.
“ I vores frokost- og kantineordninger gør vi også en målrettet indsats for at servere mere grønt til vores tusindvis af daglige gæster, ligesom vi indgår i samarbejde med lokale producenter om at få flere bælgfrugter i den danske landbrugsjord og et endnu større udvalg af danske grøntsagstyper.
Læs om Meyers dyrkning af bælgfrugter i samarbejde med bornholmske bønder
Meyers har startet et samarbejde med lokale landmænd og en 100 år gammel mølle på Bornholm. Det langsigtede mål er at (gen)etablere bælgfrugternes position i det danske madlandskab. Nu er de første grønne og sorte linser blevet høstet på klippeøen. Og som delvis producent - delvis aftager, håber Meyers at kunne bidrage til både udbud og efterspørgsel.
Arbejdet med at skubbe vores fælles madvaner i en ny og grønnere retning er en flerstrenget indsats, og vi er først lige begyndt. Heldigvis rummer planterigets råvarer en rigdom, som giver uudtømmelige muligheder i køkkenet, og bidrager med kvaliteter som friskhed, tekstur og saftighed til vores måltider. Men at lykkes i det grønne køkken kræver på mange måder en helt ny værktøjskasse, end den vi har været vandt til i det danske køkken. Mange af os har ikke fantasi til at få bønner, kikærter og linser ind på spisebordet, og vi mangler et repertoire af basisopskrifter, der kan gøre auberginen uimodståelig og spidskålen til familiefavoritten. Et grønt køkken lægger eksempelvis i højere grad op til måltider med flere små retter og løsdele, der supplerer hinanden, og hvor intet er tilbehør og intet er i centrum. Måltider, hvor pureer, sprøde salater, brød, grillede grøntsager og andre gode sager spiller op til hinanden.
Vend hierarkiet på hovedet: Hvilke grøntsager har du lyst til i aften?
Derfor kan det være en god øvelse at vende hierarkiet på hovedet, og næste gang starte med at spørge dig selv, hvilke grøntsager du har lyst til?
Hold dig opdateret
Få de bedste opskrifter, tips fra kokkene og nyheder om alt det, der spirer i Meyers' univers