Surrib med æblesennep og syltede rødbeder
Aftensmad
Comfort food
Julemad
Kødretter
Vintermad
Surrib med æblesennep og syltede rødbeder er en smuk balance mellem det fede, det søde og det syrlige. Den bløde rib får nyt liv af den friske sennep med æble og de sprøde, røde skiver af rødbede – en ret med både varme og friskhed, som hører vinteren til.

Surrib med æblesennep og syltede rødbeder
Sådan gør du
Surrib
Kom kødet i en gryde sammen med al væsken, det snittede løg og krydderierne. Bring det hele i kog, og skum løbende af undervejs. Lad derefter retten simrekoge under låg i cirka 2–2½ time, til kødet er mørt, men stadig holder formen. Sørg for, at kødet hele tiden er dækket af væske, og tilsæt lidt vand om nødvendigt. Når kødet er færdigt, tages gryden af varmen, og kødet køler af. Stil det derefter på køl natten over. Næste dag fjernes det stivnede fedt fra overfladen, og kødet tages op af suppen. Kog suppen ind til ca. 1 liter, smag den til med salt og eddike, og sigt den. Tilsæt de udblødte blade husblas (gelatine), mens suppen stadig er varm. Fjern svært og eventuelt overskydende fedt fra kødet, og skær det i skiver. Læg skiverne på et fad med høj kant, og hæld den lune suppe over, så kødet dækkes. Sæt fadet på køl, og lad retten stå, indtil suppen har sat sig.
Æblesennep
Læg æblet på en bradepande beklædt med bagepapir, og bag det i ovnen ved 150 grader i ca. 1½ time, til det er helt mørt.Tag æblet ud, og lad det køle helt af. Når det er koldt, blend æblet til en glat puré og pres det gennem en sigte for at fjerne eventuelle kerner og skaller. Smag puréen til med sød, grov og dijonsennep, lidt salt og peber, en smule sukker samt balsamisk æbleeddike eller sherryeddike, til du får en rund og balanceret smag.
Syltede rødbeder
Eddike, sukker, vand og krydderierne koges op i en gryde. Imens koges rødbederne møre i saltet vand og smuttes fri for skralder. Rødbederne skæres i skiver/stykker, og den varme syltelage hældes over rødbederne. Stilles på køl til de skal bruges. Lav gerne rigeligt til syltehylden. De syltede rødbeder skal gerne stå en lille uge før brug.



