Stikkelsbærtærte med hyldeblomst
Kage
Catering
Sankthansmad
Dansk mad
Bagning
Sommermad
En skøn og nem tærte med sommerens friske stikkelsbær. De syrlige stikkelsbær passer perfekt sammen med en sød creme med hyldeblomstsaft.

Stikkelsbærtærte med hyldeblomst
Sådan gør du
Bund
Forvarm ovnen til 180º ved varmluft. Beklæd en tærteform med løs bund (24x24 cm) med dejen – det er nemmest, hvis du har ladet dejen temperere en smule på køkkenbordet, så den ikke kommer direkte fra køleskabet.
Buk forsigtigt dejen rundt om formens kant. Kør med en kagerulle hen over formens øverste kant, så du trimmer dejen af. Ret til med fingerspidserne. Prik bunden flere steder med en gaffel. Beklæd den med et stykke alufolie, og fyld formen op med tørrede bønner eller riskorn.
Bag bunden midt i ovnen i ca. 20 minutter. Tag formen ud, fjern forsigtigt alufolien med de tørrede bønner, stil formen tilbage i ovnen, og lad den få lidt farve i 5–10 minutter. Hvis bunden finder på at løfte sig, så skynd dig at prikke forsigtigt med en gaffel for at lukke luften ud. Tag formen ud, og stil den til afkøling på en bagerist.
Creme
Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Mas kornene sammen med lidt af sukkeret med den flade side af kniven, så kornene skilles ad. Vaniljestangen skal du ikke bruge videre – stop den eventuelt i et glas med sukker, så den kan parfumere det til lækkert hjemmelavet vaniljesukker.
Kom de sukrede vaniljekorn i en røreskål sammen med resten af ingredienserne til cremen, og pisk hele herligheden sammen til en ensartet masse. Nip evt. blomsten af stikkelsbærrene, hvis du gider, og fordel dem i den forbagte tærtebund. Hæld hyldeblomstmassen over bærrene, stil tærten tilbage i den 180º varme ovn, og bag den i ca. 40 minutter, indtil cremen er fast og bærrene møre.
Servering
Giv tærten et fint pudder flormelis ved servering, og spis den lun eller afkølet. Prøv at servere vaniljeis til, og se, hvad der sker.




