Linsegrød med æblecider, portobellosvampe, urter og græskar
Aftensmad
Frokost
Bælgfrugter
Vegetarisk mad
Gryderetter
Linser
Efterårsmad
Vintermad
Linsernes svar på risotto med en flot mørkegrøn farve, en dejlig cremet konsistens og efterårssmage fra svampe, syltet græskar og cider. Brug de krydderurter, du har ved hånden og lyst til – bare det er nogle af de bløde. Har du ikke lige tid til at sylte græskar, kan du bage det i stedet og smage det godt til med eddike.

Linsegrød med æblecider, portobellosvampe, urter og græskar
Sådan gør du
Syltet græskar
Fjern kernerne fra det halve græskar med en ske, og skræl det. Skær det ud i store klodser (de skal først skæres i mindre tern senere). Kog dem i letsaltet vand i 15-20 minutter. Hæld vandet fra. Kog eddike, sukker og vand op i en kasserolle sammen med peberkorn, og hæld det over græskarret. Lad det trække i køleskabet i mindst 5 timer, gerne natten over.
Urtepuré
Pluk de groveste stilke fra spinat, estragon og dild. Blanchér dem i en stor gryde med kogende, letsaltet vand i 10 sekunder. Køl straks bladene ned i iskoldt vand, og slyng dem derefter tørre i en salatslynge eller et viskestykke. Kom urterne i en foodprocessor, og blend dem til en puré. Du kan også bruge en morter.
Græskarkerner og brød
Riv brødet i mindre stykker, og vend det med græskarkerner og olie, og krydr med lidt salt. Bred blandingen ud på en bageplade med bagepapir, og bag ved 200° i 15-20 minutter, til brød og kerner er sprøde. Lad det køle af.
Grød
Hak skalotteløg, hvidløg og chili fint. Sæt en mellemstor gryde over med olien, og steg løg, hvidløg, chili og linser i 4-5 minutter, til løgene er glasklare. Tilsæt cideren, og lad det hele simre under jævnlig omrøring, indtil væsken er kogt ind til det halve. Varm imens grøntsagsbouillonen op i en kasserolle. Kom gradvist en smule bouillon i linserne, så de ikke koger tør, og fortsæt indtil linserne er møre, og det hele begynder at jævne en smule – det tager ca. 35 minutter, men det bedste er at smage sig frem efter konsistensen. Tilsæt hakkede abrikoser, smør og revet ost, og rør godt igennem.
Stegte svampe
Klargør svampene, og skær dem i skiver. Steg svampene gyldne i lidt olie, tag panden af varmen, og smag til med salt og peber.
Ved servering
Rør urtepuréen i grøden, og smag den til med salt, peber og æbleeddike. Skær svampene i mindre mundrette stykker. Anret et par gode skefulde grød i dybe tallerkener, og fordel svampe og ristede kerner og brød udover. Tag græskarklodserne op af lagen, og skær dem i mindre tern. Drys dem på grøden sammen med små dild- eller fennikelkviste.




