Kyllingesalat med fermenterede asparges, estragon og peberbacon
Frokost
Tilbehør
Påskemad
Dansk mad
Forårsmad
En cremet, klassisk kyllingesalat med masser af urter. Lav den med rester fra en helstegt kylling, eller kog et par overlår til formålet. Du kan sagtens bruge friske grønne asparges, men de fermenterede hvide giver et delikat syrligt touch og en god konsistens. Og med dem kan du lave salaten, når aspargessæsonen er slut, uden at skulle købe et bundt, der er transporteret hertil fra den anden side af kloden.

Kyllingesalat med fermenterede asparges, estragon og peberbacon
Sådan gør du
Skær 4 af baconskiverne i tynde strimler, og rist dem sprøde på en pande uden andet fedtstof. Læg dem på køkkenrulle. Rist de øvrige skiver bacon sprøde, og læg også dem på køkkenrulle
Pluk kyllingekødet i stykker – ikke alt for småt, salaten skal gerne have noget struktur.
Skær aspargesene i tynde skiver. Skyl krydderurterne, dryp dem godt af, og hak dem groft.
Vend kyllingekød, den lille portion bacon i strimler og asparges sammen med mayonnaise og skyr og de fleste af urterne – hold gerne en lille håndfuld urter tilbage til pynt. Smag til med salt og peber, og evt. lidt af lagen fra aspargesene – husk den er meget salt.
Drys med de sidste urter, den sprøde bacon, og server salaten med ristet, koldhævet hvedebrød eller rugbrød.




