Knuste nye kartofler og hvide asparges
Aftensmad
Vegetarisk mad
Vegansk mad
Bælgfrugter
Grillmad
Forårsmad
Sommermad
Når kartoflerne er helt nye, og de hvide asparges har indfundet sig, så prøv at lave den her, der kan gøre det ud for et lille måltid i sig selv. Evt. med ristet rugbrød til. Løvstikke og nye kartofler er som skabt for hinanden, men du kan sagtens lave retten med andre urter som f.eks. dild og estragon.

Knuste nye kartofler og hvide asparges
Sådan gør du
Rens kartoflerne, og kog dem møre i letsaltet vand. Er de små og nye, tager det 5-6 minutter. Lad kartoflerne trække i vandet i 5-10 minutter. Hæld vandet fra kartoflerne, og knus dem med en gaffel sammen med 1 dl af olien. Smag til med salt, peber og saft af en ½ citron.
Skræl aspargesene grundigt med en tyndskræller, og skær de nederste par cm fra. Grill aspargesene hele på en varm grillpande eller havegrill i 3-4 minutter på hver side, til de har flotte grillstriber. Skær aspargesene i grove stykker, og vend dem med 1-2 spsk. olie, salt, peber og citronsaft.
Pil løget, og hak det fint. Skyl løvstikken, og dryp den godt af. Hak den groft. Bælg ærterne, og hak dem groft igennem. Vend løg, løvstikke og ærter med olie, skal og saft af ca. ½ citron og godt med friskkværnet peber.
Anret de knuste kartofler i en skål. Top med aspargesstykkerne, og til sidst urte-ærteblandingen.




